WhisperWeb

Renovering af Whisper II

Her kommer løbende beskrivelse og billeder af renoveringen

I starten ville bilen ikke køre, da en kontakt der sluttes af låget til 220v stikket ikke sluttede, det gør den nu og bilen kører igen, men den vil dog ikke bremse, hvilket jeg konstaterede meget tæt på plankeværket ind til naboen, efterfulgt af en sø af bremsevæske fra venstre baghjul, så det skal der også lige kikkes på.

Maj 2012

Whisperen med hjelmen åben, hvor elektronikken og halvdelen af batterierne sidder

Bagtil hvor laderen og de resterende batterier sidder

Laderen:

Jeg havde sat seks styk 12v batterier i bilen for at få en systemspænding på 72 volt (og et 12v batteri til den alm. elektronik), disse fyldte dog ikke ikke alt pladsen i bilen ud, men gav mig en mulighed for at teste hvor meget der virkede og ikke virkede.


En samlemuffe var knækket af på laderen, og som en midlertidig løsning har jeg loddet ledningerne direkte på de stumper der stak op af printet, indtil jeg får fat i en ny muffe der passer på printet.

Efter laderen så ud til at være intakt, satte jeg 220volt til bilen, hvilket gøres under frontklappen.

Laderen ser ud til at virke nu, dog er den lavet til åbne rørcelle batterier (12 stk. 6v så vidt jeg kan se) hvilket gør at den i slutfasen af ladningen "gasser" batterierne (der er også knaldgas slanger til at lede gassen ud af bilen), så spørgsmålet bliver om laderen skal ændres til lukkede batterier eller om jeg skal prøve at skaffe nogle åbne batterier til bilen.

Juni 2012

Bremser:

Bremsekredsen bagtil var utæt og problemet kom fra venstre baghjul,

en stor sø af bremsevæske gjorde det tydeligt at finde frem til dette.

Heldigvis er bremsedelene fra VW og dejligt nemme at skrue på og så vidt jeg kan se også nemme at skaffe.

Selve bremsebakkerne så rigtig pæne ud, men det er hjulcylinderen der lækker, så der skal en ny til for at løse problemet så vidt jeg kan se.

August 2012

Karrosseri:

Hele karrosseriet er i et stykke så man skifter ikke bare lige en forskærm

hvis den her fået en bule, her kan vi se at indersiden og ydersiden af skærmen ikke helt har kontakt mere. Man kan også lige skimte låget til en brændstofbeholder i bunden af billedet, og den er god nok det er en ren elbil, men indholdet bruges i et fyr der kan varme kabinen op en kold vinterdag.

Placeringen er dog ikke den mest hensigtsmæssige da man skal kæmpe lidt med beslaget til frontklappen, men man skal jo heller ikke så tit derned.

Der er ikke noget bærende i dette område, så jeg gav det noget kraftigt

monteringslim og tvang det på plads.

Det kan måske være svært at se på billedet men beslaget til frontklappen

afsløre at bilen engang har været lyseblå som man måske også husker den

fra mange af de billeder der blev brugt i firserne.

November 2012

Bagagerum

Den bundplade der skulle være i bagagerummet var desværre forsvundet i tidens løb, så jeg måtte igang med at lave en ny, jeg har lavet den todelt, så man kan klappe halvdelen op og kikke til batterierne uden at skulle have hele pladen ud, og så har jeg fundet en kraftig måtte der ligger meget op ad farven på resten af bagagerummet som lige skal skæres til, jeg kunne godt forstille mig at jeg laver dette om på et senere tidspunkt, men det fungere for nu.

Januar 2013

Instrumentering

Jeg vil gerne holde Whisperen så original som muligt, men jeg har valgt at tilføje et voltmeter. Der sad et stort flot amperemeter imellem de to forsæder, dette var tydeligvis eftermonteret og virkede desværre ikke mere, så jeg har erstattet det af både et voltmeter og et amperemeter, men har valgt at holde dem analog for ikke at bryde stilen. Grunden til at jeg godt vil kunne aflæse ampere og volt er at forbrugsmåleren har så få intervaller at det kan være svært at vide hvormeget  der præcist er tilbage i batteripakken.

Februar 2013

Klargøring til bilmesse med danske biler gennem tiden.

Whisperen bliver luftet i det fri ifbm. at den snart skal udstilles, her i et sjovt billede hvor den hilser på min Kewet Citivan og det sidste medlem af min lille danske elbils-familie en M-Car fra Merrilds maskinfabrik

Der er en masse små ting der lige skal på plads, både lidt med elektronikken, men bremserne skal også lige skiftes.

Det blev til nye skiver og klodser på forhjulene, og nye bremse-cylindere på baghjulene, samt rensning, smøring og udluftning

Der var tre forskellig hjulcylindre fra VW der ca. passde på den årgang, men sammen med den lokale reservedels grossist fandt vi frem til den rigtige i andet forsøg.

Marts 2013

Lakken var blevet lidt mat med tiden, og kofangerene var skaldet af de hvor den havde haft kontakt med andere ting og sager gennem tiden.

først en tur med slangen og almindeligt vand, derefter to gange med shampoo uden voks, derefter gik jeg lakken efter for tjærerester og andre ting der hang fast i lakken, så endnu en vask uden voks, så skulle bilen tørre op og så var det tid til første polering (ud af tre)

Sidste eftersyn inden Whisperen skulle til syn.

En tur på bremsestanden, tjek af lygter osv.

Whisperen bliver synet, det var synsmanden Klaus første syn af en EL-bil hvilket åbnede op for mit repertoire af EL-bil jokes, som hvor godt den gik i tomgang og at han skulle huske at kulilte-teste den.

Og det endte heldigvis godt, Whisperen nysynet med nye nummerplader på.

Whisper II her sammen med sin "storesøster" i Fredericia da de sammen med mange andre danskproducerede biler blev udstillet marts 2013

 

 

Juni 2013 - "Fars dag" på Danmarks Teknisk Museum

Maj 2014 - Elbilstræf i Københavns Sydhavn

August 2014 - Optagelse til tv-program om biler